På en af de sidste fine dage i ”løvfaldssommeren” fik vi taget badebroen op. Vi var det nødvendige antal, både i vandet og på land. Broen viste sig at være i endnu dårligere tilstand end vi allerede vidste. Med en trappe, hvor både trapper og den ene side var knækket. Med dagens senere beslutning om at afsætte midler til en ny, var det sidste gang den gamle blev taget op. Efterfølgende havde vi en rigtig hyggelig stund, med lejlighed til at hilse på de senest tilkomne grundejere.
Senere havde vi en livlig generalforsamling, hvor jeg i min beretning havde overskrifter om: vejene, det grønne, vandværk og vandforsyning, badebroen, sikring mod oversvømmelse af området, hjemmeside, Sankt Hans og Ordensregler – eller bare respektfuldt naboskab. Læs selv den fulde beretning i vedhæftede fil, og referat fra generalforsamlingen. Der blev vedtaget uændret kontingent, vandbidrag og takster for vandværket.
Til afslutning kunne vi præsentere den nye hjemmeside, udviklet af Jakob Teislev i samarbejde med bestyrelsen. Se den på www.lillestrandgård.dk (bemærk å). Hjemmesiden vil være fuldt implementeret indenfor ca. en måned, også med øget hastighed fordi den flyttes over på en kraftigere server.
Der var genvalg til bestyrelsen, og samme ansvarsfordeling. Suppleanter blev Ole Bryde og Dorte Darfelt. Vi arbejder nu videre, med især anskaffelse af ny badebro og sikring mod oversvømmelse af området.
Men nu er efteråret for alvor over os. Med kølighed, blæst og storme. Selv om det giver lyst til at holde sig inde i varmen, måske lægge en pind i brændeovnen, så giver naturen også på denne årstid mulighed for store oplevelser i naturen. Fugletræk, bl.a. gæs der kan høres på lang afstand, og måske synet af en havørn der holder til i de nærliggende Maribo-søer. Femøs natur vil mange misunde os. Vi har den lige udenfor døren i Lille Strandgård, hele året.
(referat og formandens beretning er at finde i menuen under Internt -> Generalforsamlinger. Husk at logge ind.)